Holger K.: EU-kollegerne hilser Villy

Skrevet af admin

16/12/2013

Mest læste i dag

Danmarks nyslåede udenrigsminister, Holger K. Nielsen (SF), fik masser af hilsener med hjem til sin forgænger, da han mandag debuterede ved et møde med EU-kollegerne i Bruxelles.

Villy Søvndal (SF), der formelt forlod jobbet i torsdags, havde selv sin sidste internationale optræden, da han 24. oktober var til EU udenrigsministermøde i Luxembourg. Dagen efter blev han ramt af en blodprop i hjertet.

Holger K. Nielsen siger, at der blev taget godt imod ham, da han gik rundt og hilste på ved mødets begyndelse. Men at Søvndal også fik mange bemærkninger med på vejen.

- De spurgte meget til Villy, som helt åbenlyst har været meget populær i kredsen her.

- De var meget kede af, at han havde måttet trække sig. Men de var godt klar over hvorfor. Og de ønskede mig så tillykke og held og lykke med det hele, siger Holger K. Nielsen efter mødet.

Den nye minister sagde fra morgenstunden, at han glædede sig enormt, og at det ville blive "sindssygt spændende". Efter et møde, der blandt andet har handlet om EU's forhold til Ukraine, Syrien og Iran er han ikke blevet skuffet.

- Det var jo spændende. Interessant. Jeg havde også set frem til det. Ikke mindst for lige at sætte ansigter på kollegerne og lige få sagt davs til dem, siger Holger K. Nielsen på et pressemøde inden afrejsen fra Bruxelles.

/ritzau/