Holger K. fejer billigere smøger af forhandlingsbordet

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF), der sidder med ved forhandlingsbordet i forbindelse med vækstforhandlingerne, afviser nemlig at sænke prisen på cigaretter.

»Det er en ret dårlig idé,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Liberal Alliance har ellers om en del af forhandlingerne om anden del af regeringens vækstpakke foreslået, at man sænker prisen på smøger. En afgiftslettelse på 1,50 kroner for en cigaretpakke med 20 styk vil ifølge et internt notat fra vækstforhandlingerne, som Berlingske er kommet i besiddelse af, betyde, at staten kan tjene omkring 175 millioner, blandt andet fordi danskerne vil ryge mere.

Men sundheden er vigtigere, understreger skatteministeren.

»Vi mener ikke, at cigaretpriserne skal være lavere, end de er af hensyn til vores sundhed,« siger han.

»Sundheden er vigtigere for os«.

Billigere cigaretter vil ifølge notatet også være med til at reducere grænsehandlen, men man er færdig med at diskutere grænsehandel i forbindelse med vækstforhandlingerne, fastslår skatteministeren.

»Vi har snakket om grænsehandelsproblemer, men det afsluttede vi søndag aften,« siger han med henvisning til aftalen om første del af regeringens vækstpakke, der blandt andet fjerner afgiften på sodavand og reducerer afgiften på øl.

Dagens Gossip