Holger K. giver gyldent håndtryk til spindoktor

Skrevet af admin

15/10/2013

Dagens topnyheder

Dansk Folkeparti og Enhedslisten kræver en forklaring på, hvorfor skatteminister Holger K. Nielsens (SF) tidligere rådgiver fortsat modtager løn fra Skatteministeriet - til trods for, at han selv selv valgte at trække sig fra jobbet.

Det skriver Information.

Enhedslistens retspolitiske ordfører, Pernille Skipper, mener, at det "lyder grotesk".

- Det er klart, ansatte - også særlige rådgivere - skal have nogle rimelige og ordentlige ansættelsesforhold. Men der skal jo helst ikke danne sig en praksis, så vi smider skattekronerne efter de særlige rådgivere efter forgodtbefindende, siger hun til Information.

Ministerens tidligere spindoktor, Thomas Brahm, forlod sit job 7. september efter "eget ønske", men en aktindsigt viser, at han i seks måneder - indtil slutningen af marts - fortsat får løn.

Totalt er der tale om godt 469.000 kroner. Han vil dog blive modregnet de sidste tre måneder, hvis han får et andet job.

Thomas Brahm forlod sit job dagen efter, at Jyllands-Posten afslørede, at han havde sendt en mail til medierne om ledende socialdemokraters holdningsskift til øremærket barsel til mænd.

Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, undrer sig over, at Holger K. Nielsens tidligere rådgiver fortsat er på Skatteministeriets lønningsliste.

- Det er et almindeligt princip, at man ikke kan give folk mere end det, som ansættelseskontrakten giver mulighed for. Forvaltningsmyndigheder har det problem - i gåseøjne - at de ikke må udbetale penge, de ikke skal udbetale, siger han til Information.

I et skriftligt svar til Information henviser Skatteministeriet til sin pressemeddelelse i september om Thomas Brahms fratrædelse.

- Der er således hverken tale om en opsigelse eller en afskedigelse, skriver ministeriet uden at svare på avisens spørgsmål om, hvorfor rådgiveren fortsat får løn.

/ritzau/