Holger K.: Jeg fortryder ikke Cuba-tale

Selvom det koster Holger K. Nielsen (SF) sit første samråd som ny udenrigsminister, fortryder han ikke, at han i sin tale til sin forgænger på posten, Villy Søvndal (SF), omtalte Cuba som et »paradis«.

»Det var sagt i en let og humoristisk tale til den afgående udenrigsminister og handlede om de cubanske strande. Det tror jeg, de fleste kan gennemskue, og jeg fortryder ikke den udtalelse,« lyder det fra Holger K. Nielsen i en kommentar til Berlingske Nyhedsbureau.

Bemærkningen om det cubanske paradis faldt under torsdagens overdragelsesforretning i Udenrigsministeriet, og den nye udenrigsminister leverede udtalelsen til sin forgænger sammen med en gave i form af en hængekøje og en CD med cubansk musik, så Villy Søvndal kunne »drømme sig til de cubanske strande og det cubanske paradis«. Det har fået Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti til at kalde Holger K. Nielsen i samråd, da Venstres udenrigsordfører, Søren Pind (V), finder det dybt problematisk, at den »helt nye udenrigsminister omtaler et af de sidste stalinistiske diktaturer i verden som et paradis«.

Men udenrigsministeren tror ikke, at han og Søren Pind er så uenige.

»Der er ingen tvivl om, at jeg tager afstand fra det cubanske diktatur. Der er jeg jo fuldstændig enig med Søren Pind, og det tror jeg egentlig ikke, han er i tvivl om. Men jeg stiller gerne op til et samråd om det,« siger Holger K. Nielsen, der efter meldingen om samrådet har sagt til TV 2 News, at det er »lidt frygteligt«, hvis politikere ikke har mere alvorlige ting at tage sig til.

Dagens Gossip