Holger K: Kasernelukninger forude

Ifølge SF's forsvarsordfører Holger K. Nielsen vil der komme kasernelukninger i forbindelse med det kommende forsvarsforlig.

Det siger Holger K. Nielsen efter forhandlingsmøde i Forsvarsministeriet om et nyt forsvarsforlig, der skal spare 2,7 milliarder kroner på forsvarets budget.

Holger K. Nielsen vil ikke uddybe hvilke kaserner, der skal lukkes, og han afviser at kommentere advarslen fra formand for Region Syddanmark Carl Holst om at lukke Varde, Sønderborg og Haderslev.

Ifølge Carl Holst er det unfair, hvis Sønderjylland står med regningen for lukkede kaserner, fordi forsvaret skal spare 2,7 milliarder kroner.

- Region Syddanmark er i forvejen den region, som har næstfærrest statslige arbejdspladser i forhold til indbyggertallet. En lukning af kasernerne i vore region vil betyde, at der derudover kan forsvinde 900 arbejdspladser, siger han og fortsætter:

- Samtidig er Region Syddanmark den region i landet, der har det laveste antal ansatte i forsvaret i forhold til indbyggertallet.

Flere af de borgerlige partier har afvist regeringens udspil om at spare en halv milliard kroner på værnepligten, og det øger behovet for at finde pengene andre steder, lyder det fra SF.

- Hvis de borgerlige ikke vil spare på værnepligt, så må de finde andre områder, man kan spare på, som eksempelvis kampfly, siger Holger K. Nielsen.

Dagens Gossip