Holger K. Nielsen rejser fra Afrika til SF-hastemøde

Skrevet af admin

29/01/2014

Mest læste i dag

Udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) må haste hjem fra Afrika til det ekstraordinære møde i SF's landsledelse onsdag, skriver netavisen Altinget.dk.

Holger K. Nielsen sagde som skatteminister ja til den aftale, som giver amerikanske Goldman Sachs en ejerandel i Dong på 19 procent.

Aftalen, der efter planen skal godkendes torsdag i Folketingets Finansudvalg, splitter nu SF.

På mødet skal SF'erne også diskutere, om partiet overhovedet skal fortsætte i regeringen, sagde SF's folketingsmedlem Karsten Hønge til Ritzau tirsdag.

- Vi skal have en grundig diskussion om SF's position. Både hvad angår salget af Dong, men også SF's position i det hele taget, sagde han.

Aftalen om at sælge en ejerandel i Dong Energy til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs er de seneste dage blevet mødt med hård kritik fra SF's bagland.

Derimod bakker SF's ministerhold fortsat op om Bjarne Corydon (S), og SF-formand Annette Vilhelmsen sagde tirsdag, at man "måtte have tillid til finansministeren".

Efter et gruppemøde tirsdag ville SF's formand dog ikke svare klart på, om hun havde en enig folketingsgruppe bag sig i sin opbakning til Dong-aftalen.

Hun understregede til gengæld, at bekymringerne omkring Dong-aftalen ikke får SF til at bakke ud af aftalen.

Medlemmer af folketingsgruppen kan deltage i landsledelsesmødet med taleret, men uden stemmeret.

Udenrigsministeren var rejst til Etiopiens hovedstad, Addis Abeba, hvor han frem til onsdag skulle deltage i topmødet i Den Afrikanske Union (AU).

/ritzau/