Holger K. overtager plads i magtens maskinrum

Holger K. Nielsen er i den grad tilbage i toppen af dansk politik. Ja, faktisk har han aldrig været så langt inde i magtens centrum som nu.

Den tidligere SF-formand og forsvarsordfører tager plads i regeringens magtfulde koordinationsudvalg under statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) ledelse, ligesom han også overtager tidligere skatteminister Thor Möger Pedersens plads i økonomiudvalget, erfarer Ritzau.

Ifølge Holger K. Nielsen får han samme rolle i regeringen som SF's afgående skatteminister Thor Möger Pedersen.

- Jeg bliver SF's repræsentant i de økonomiske forhandlinger, siger Holger K. Nielsen, som dog samtidig fastslår, at der ikke bliver ændringer i den økonomiske politik, selvom der nu er to nye ansigter i regeringen:

- Vi accepterer fuldt ud regeringsgrundlaget. Det ligger fast, siger Holger K. Nielsen til TV 2 News, inden han kører til Amalienborg for at blive præsenteret for dronningen.

Dermed føres han ind i magtens inderste cirkler på ryggen af sin efterfølger på formandsposten, Villy Søvndals, midtsøgende linje, der skaffede SF en plads i regeringen.

Økonomiudvalget under finansminister Bjarne Corydons (S) vinger tilrettelægger regeringens økonomiske politik, mens koordinationsudvalget træffer beslutning om de overordnede politiske sager.

Det er regeringens helt tunge drenge og piger, der sidder i de to udvalg. Ud over Thorning og Corydon er det De Radikales leder, Margrethe Vestager, og hendes væbner, uddannelsesminister Morten Østergaard, der går igen i udvalgene.

Men også tunge navne som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og justitsminister Morten Bødskov (S) har plads ved bordet.

Annette Vilhelmsen træder efter jordskredssejren ved formandsvalget selv ind i regeringen som erhvervs- og vækstminister ved siden af sin faste støtte under opgøret Holger K. Nielsen, der overtager Skatteministeriet efter Thor Möger Pedersen.

I et forsøg på at dele sol og vind lige mellem SF's tre hovedfløje får sundhedsminister Astrid Krag og tidligere formand og udenrigsminister Villy Søvndal lov til at fortsætte på deres poster.

Samtidig får miljøminister Ida Auken og handelsminister Pia Olsen Dyhr fra partiets grønne fløj lov til at køre deres butikker videre.

Men det bliver altså Annette Vilhelmsen selv og Holger K. Nielsen, der indtager regeringens reelle maskinrum.

 

Dagens Gossip

Dagens TV