Holger K.: Skatteliste skaber åbenhed

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) venter, at onsdagens åbning af oplysninger om virksomhedernes skatteforhold kan få en positiv effekt.

- Den kan blive til glæde for samfundet og de mange selskaber, som overholder og efterlever skattereglerne, og som i nogle tilfælde konkurrerer på ulige vilkår, siger ministeren.

Han forklarer, at der er mange myter om selskabers skatteforhold og deres betaling af selskabsskat.

- De åbne skattelister vil medvirke til at skabe åbenhed om selskabernes betaling og deres bidrag til velfærdssamfundet, siger Holger K. Nielsen.

Ministeren peger på, at man fra både Norge og Sverige kender til den samme type af åbenhed.

- Her opfatter man det i dag som helt naturligt, at der er åbenhed om det værdifulde bidrag, som virksomhederne yder til samfundet gennem selskabsskattebetalingen, siger Holger K. Nielsen.

Den nye åbenhed om virksomhedernes skatter har ført til kritik af, at der kan blive tale om en urimelig gabestok, hvor virksomheder bliver hængt ud uden grund.

Ministeren understreger, at der kan være gode forklaringer på, at et selskab betaler lav eller ingen skat.

- Det er ingen hemmelighed, at der i løbet af krisen er kommet flere selskaber, der ikke betaler selskabsskat. Men det er ikke nødvendigvis et udtryk for, at selskaberne snyder eller bevidst undgår at betale skat, siger Holger K. Nielsen.

- Mange selskaber betaler den skat, de skal. Og der kan være mange legitime grunde til, at selskaber ikke betaler selskabsskat i et givent år, siger ministeren.

/ritzau/

 

Dagens Gossip