Holger K. står fast: Eks-spindoktor har ret til løn

Skrevet af admin

24/10/2013

Dagens topnyheder

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) holder fast i, at ministerens tidligere spindoktor, Thomas Brahm, er fratrådt efter gensidig aftale, og at han derfor har ret til seks måneders løn.

Men på et åbent samråd i Folketingets Skatteudvalg indrømmer Holger K. Nielsen, at kommunikationen var uklar og upræcis, da Thomas Brahm med øjeblikkelig virkning stoppede som ministerens særlige rådgiver den 7. september.

- Jeg indrømmer, der er dele i pressemeddelelsen, der kan forstås anderledes, og derfor fortryder jeg i dag, at det ikke var mere præcist formuleret. Men selve aftalen, der er lavet, den er der ikke noget at komme efter, siger Holger K. Nielsen.

Thomas Brahm forlod sit job, dagen efter at Jyllands-Posten afslørede, at han havde sendt en mail til medierne om ledende socialdemokraters holdningsskift til øremærket barsel til mænd.

Holger K. Nielsen sendte samtidig en pressemeddelelse ud, hvor ministeren beklagede, at det på baggrund af "Thomas Brahms eget ønske" er aftalt, at han fratræder sin stilling som særlig rådgiver.

- Thomas har i dag meddelt mig, at han fratræder sin stilling i Skatteministeriet. Det er en beslutning, jeg må respektere, sagde Holger K. Nielsen.

Men den forklaring stemte dårligt overens med, at Information i sidste uge kunne afsløre, at Thomas Brahm får en fratrædelsesgodtgørelse på seks måneders løn - svarende til 469.350,42 kroner.

Hvis man opsiger sin stilling, har man nemlig ikke ret til fratrædelsesgodtgørelse, og derfor holder Holger K. Nielsen nu fast i, at der var tale om "aftalt fratræden", hvor begge parter var enige om, at ansættelsesforholdet måtte ophøre.

- Det er muligt at lave en sådan gensidig aftale om en aftalt fratræden. Derfor er vi på helt sikker grund i den sammenhæng. Det sker nok mere i den private sektor end i den offentlige sektor, men den slags sker.

- Så der er ikke tale om et gyldent håndtryk. Der er tale om en helt regulær aftale, siger ministeren.

Trods adskillige spørgsmål fra både Venstre og Liberal Alliance under det åbne samråd vil Holger K. Nielsen ikke oplyse, om det var ministeren selv eller Thomas Brahm, der tog initiativ til at lave en aftale om fratrædelse.

Rigsrevisionen ventes at lave en undersøgelse af, om Skatteministeriet har fulgt reglerne i forbindelse med udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelse.

/ritzau/