Holger K.: VKO's rabat til boligejere er asocial

Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti forlod torsdag forhandlingerne om de fejlramte ejendomsvurderinger. Og nu smækker skatteminister Holger K. Nielsen (SF) døren i efter de tre borgerlige partier.

Stridspunktet i forhandlingerne er, om man kan forlænge de fejlramte vurderinger fra 2011 indtil et nyt vurderingssystem er på plads.

Holger K. Nielsen afviser dog blankt de borgerlige partiers krav om, at give alle boligejere 10 procents afslag på ejendomsvurderingerne fra 2011 for at minimere risikoen for, at nogle boligejere betaler for meget i skat på grund af fejl i vurderingerne.

- De vil give 10 procent rabat til alle boligejere i det her land. Også til dem, der har betalt for lidt i ejendomsskat, og det er sådan set de fleste, der har betalt for lidt i skat.

- Og jo rigere, du er, jo større rabat får du. Derfor vender det her fuldstændig forkert socialt set, siger Holger K. Nielsen.

Venstres finansordfører, Peter Christensen, forventer, at Venstres løsning vil koste statskassen omkring 170 millioner kroner om året. Men den beregning er ikke korrekt, mener man i Skatteministeriet.

Her lyder beregningerne på op mod 10 milliarder kroner over de kommende 10 år. Og det vil regeringen ikke være med til:

- Jeg er ikke tilhænger af, at alle boligejere, uanset om de har betalt for meget eller for lidt, skal have penge tilbage.

- Jeg er villig til at se på, at de boligejere, som har betalt for meget i skat måske kan få en rabat. Men det er noget helt andet, end det de borgerlige foreslår, siger Holger K. Nielsen.

Han regner med at få flertal med Enhedslisten for lovforslaget, der skal forlænge vurderingerne, til det nye vurderingssystem er på plads.

Men det store slagsmål venter ifølge Holger K. Nielsen først næste år, når regeringens ekspertudvalg kommer med et udspil til, hvordan det nye system skal se ud.

- Det her er i virkeligheden en meget begrænset ting, som kun handler om, at vi fortsætter 2011-vurderingerne til 2015. Hvordan de borgerlige så ellers vil håndtere tingene står fuldstændigt i tågerne.

- Vi har haft nogle diskussioner med dem, hvor deres til gang har være usaglig, uansvarlig og populistisk, siger Holger K. Nielsen.

/ritzau/

Dagens Gossip