Hollænder består lægetjek i Manchester United

Skrevet af admin

19/05/2015

Dagens topnyheder

Den hollandske fodboldspiller Memphis Depay er millimeter fra at skifte fra de nykårede hollandske mestre, PSV Eindhoven, til Manchester United.

Mandag aften meddelte Premier League-klubben, at 21-årige Memphis Depay har bestået det obligatoriske lægetjek.

Dermed resterer kun papirarbejdet, før endnu en hollænder er klar til at trække i United-trøjen.

Han bliver blandt andre klubkammerat med landsmændene Daley Blind og Robin van Persie.

I forrige uge meddelte PSV Eindhoven, at klubben var nået til enighed med United om en salgspris.

Memphis Depay, der netop har vundet det hollandske mesterskab med PSV, var sidste sommer en del af Hollands trup ved VM i Brasilien.

Dengang var Manchester Uniteds manager, Louis van Gaal, træner for det hollandske landshold.

Ifølge AFP vurderes prisen på den hollandske spiller at være på omkring 22 millioner pund svarende til godt 220 millioner kroner.

/ritzau/