Holland har medansvar for 300 mænds død i Srebrenica

Skrevet af admin

16/07/2014

Dagens topnyheder

Holland har et medansvar for 300 muslimske mænds død under massakren i byen Srebrenica i 1995, hvor serbiske styrker slagtede 8000 mænd og drenge.

Det har en civil hollandsk domstol afgjort onsdag.

- Staten er ansvarlig for det tab, som de pårørende led, da mændene blev deporteret fra den hollandske base i Potocari om eftermiddagen den 13. juli 1995 af bosniske serbere, lyder det fra domstolen.

De såkaldte Srebrenica-mødre havde i et søgsmål anklaget de hollandske FN-styrker for at svigte deres opgave med at beskytte 8000 muslimske mænd og drenge i den bosniske enklave Srebrenica under borgerkrigen i 1995.

Domstolen siger dog, at Holland ikke kan holdes ansvarlig for samtlige 8000 ofre. De hollandske FN-soldater spillede imidlertid en ulovlig rolle i deportationen af 300 mænd, til trods for at de hollandske styrker var klar over truslen om folkemord.

Det er endnu uvist om Srebrenica-mødrene er berettiget til at få erstatning.

I september sidste år afgjorde Hollands Højesteret i Haag, at den hollandske stat var skyldig i tre bosnieres død under massakren.

De tre mænd var slægtninge til bosniske muslimer, der arbejdede for FN i Srebrenica. Hollandske soldater nægtede dog mændene adgang til FN-basen, hvorefter de tre mænd samt tusindvis af andre blev dræbt.

FN erklærede Srebrenica for "et sikkert område" for civile i 1993. I juli 1995 søgte tusindvis af bosniske muslimer imidlertid om beskyttelse på den hollandske FN-base uden for byen. De hollandske FN-soldater overlod dem dog til den bosnisk-serbiske hær.

Såvel præsidenten for den dengang selvudråbte republik Srpska, Radovan Karadzic og chefen for den bosnisk-serbiske hær, Ratko Mladic, sidder på anklagebænken ved krigsforbryderdomstolen i Haag, hvor de er tiltalt for adskillige krigsforbrydelser begået under borgerkrigen efter Jugoslaviens sammenbrud.

/ritzau/AFP