Holland indfører stikprøvekontrol ved grænserne

Skrevet af admin

14/09/2015

Dagens topnyheder

Det hollandske politi vil gennemføre stikprøvekontrol ved landets grænser som reaktion på indstrømningen af asylansøgere i Den Europæiske Union, meddeler justitsministeriet i Haag.

- Vi vil øge vores stikprøvekontroller i grænseregionerne, siger en talskvinde for ministeriet, Yvonne Wiggers.

Den nye kontrol ventes indført øjeblikkeligt.

De hollandske modtagelsescentre er ved at blive fyldt og ventes at nå fuld kapacitet i denne måned.

I henhold til det kvotesystem, som EU-Kommissionen har foreslået, forventes Holland at tage imod 9000 asylansøgere fra Mellemøsten og Nordafrika.

Mange andre steder i EU blev der også ændret på den to årtier lange praksis med fri bevægelighed over de interne grænser.

Det sker, efter at Tyskland overraskende indførte grænsekontrol søndag, da myndighederne har behov for at få styr på det kaos, som titusindvis af nytilkomne flygtninge og migranter har medført.

Østrig og Slovakiet besluttede også at indføre grænsekontrol mandag, ligesom Polen siger, at det står parat til at svinge grænsebommene ned, når det bliver nødvendigt.

Ungarn iværksætter en markant strammere politik på området med effekt fra tirsdag, hvor flygtninge, der krydser grænsen illegalt, risikerer fængsel.

900 ungarske betjente er sendt til grænseovergange, der for Ungarns vedkommende ligger ved EU's ydre grænse, mens der i Tyskland og Østrig er tale om indre grænser mellem EU-lande.

Østrig har efter den tyske beslutning sat hæren ind for at støtte politiet ved landets grænser, da der er skabt stigende pres ved grænser, og Østrigs modtagecentre er fyldt.

Omkring 2200 soldater er indsat.

- Politiet og Østrigs indenrigsministerium har brug for støtte. De har brug for støtte fra hæren, siger kansler Werner Faymann ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Soldaterne skal blandt andet udføre grænsekontrol, oplyser regeringen.

/ritzau/Reuters