Holland og Chile vil begge undgå Brasilien

Skrevet af admin

23/06/2014

Mest læste i dag

Holland og Chile har indtil nu imponeret ved dette års VM i Brasilien med sejre over både Australien og de regerende verdensmestre fra Spanien.

Selvom begge hold allerede nu er sikret en plads i 1/8-finalen, bliver mandagens kamp mellem de to nationer ikke uden betydning.

Vinderen tager førstepladsen i gruppe B og undgår på den måde - formentlig - at skulle ud i en vind-eller-forsvind-kamp mod værterne fra Brasilien fra gruppe A. De fleste forventer nemlig, at Brasilien besejrer Cameroun og dermed tager gruppesejren der.

Den hollandske landstræner, Louis van Gaal, tror, at kampen mod Chile kommer til at minde om Hollands opgør mod Spanien, som de imponerende slog 5-1.

- Der vil komme mange muligheder. For ligesom Spanien er chilenerne meget villige til at angribe. Chile stoler på sine egne færdigheder. Det kan give os nogle muligheder, som vi kan udnytte, vurderer van Gaal.

Profiler som Arjen Robben og Robin van Persie har været blandt årsagerne til den foreløbige hollandske succes. Begge har indtil videre scoret hver tre mål i slutrunden.

- Angribere som Suárez, Messi, Müller, Benzema og vores egne angribere, Robben og van Persie, har virkelig vist deres værd for deres hold. Det er længe siden, det har været sådan ved en VM-slutrunde, siger van Gaal.

Den hollandske træner må dog undvære holdets anfører, van Persie, mod Chile. Han har karantæne efter to gule kort.

Chiles midtbanespiller Arturo Vidal mener, at hollænderne kommer til at møde Chiles bedste landshold nogensinde, og sydamerikanerne vil give de orange drenge kamp om førstepladsen.

- Dette er den bedste generation af spillere i Chiles historie. Vi har et meget stærkt hold - noget Chile ikke har haft før. Vores prioritet er at vinde gruppen, så vi stiller med det stærkeste hold.

- Vi ved, vi skal møde et stærkt hold, som gerne vil lave kontra mod os, siger Vidal.

Gruppefinalen mellem Holland og Chile spilles i São Paulo mandag klokken 18.

/ritzau/