Holland udleverer mand for Ballerup-drab

En 33-årig mand, sigtet for et knivdrab i Ballerup i marts i år, er nu varetægtsfængslet i fire uger af en dommer ved Retten i Glostrup, oplyser senioranklager Martin von Bülow fra Københavns Vestegns Politi.

- Han er varetægtsfængslet, og han nægter sig skyldig, siger senioranklageren til Ritzau.

Det var formentlig i forbindelse med inddrivelse af gæld, at en 30-årig mand 13. marts i år blev stukket flere gange med en kniv på en parkeringsplads på Baltorpvej i Ballerup uden for København. Et knivstik skar en pulsåre over, så han mistede livet.

Den 33-årige mand blev pågrebet i Holland, hvor han har siddet fængslet indtil torsdag, hvor han blev udleveret til Danmark.

- Han er nu kommet til Danmark, efter at han har været tilbageholdt i Holland i et par måneder, men han har ikke været specielt samarbejdsvillig. Hvis han bare havde sagt ja, så kunne vi have fået ham hjem med det samme, sagde Martin von Bülow tidligere.

To mænd med tilknytning til Ballerup-området er tidligere blevet varetægtsfængslet for at have medvirket, mens den 33-årige mand blev varetægtsfængslet in absentia, altså uden selv at være til stede.

Politiet mener, at det var den nu udleverede 33-årige mand, der førte kniven.

De to varetægtsfængslede, der er 32 og 24 år, er sigtet for medvirken til grov vold og ulovlig tvang.

- Det er ikke dem, som politiet formoder har stukket den 30-årige, men de var med den person, der stak, sagde Martin von Bülow.

Ifølge sigtelsen mod de formodede medgerningsmænd medvirkede de to efter aftale, og politiet mener, at de vidste, at der var risiko for, at der ville blive brugt vold i forbindelse med det, der formentlig var inddrivelse af gæld.

De to varetægtsfængslede skal have medvirket til at hente den 30-årige, og de var med i den bil, som kørte ham til parkeringspladsen i Ballerup, hvor han blev stukket ned.

Den 30-årige blev en onsdag aften fundet stærkt blødende på parkeringspladsen i Ballerup. I første omgang mente politiet, at han var blevet skudt, men det viste sig, at han var stukket med en kniv. Et af stikkene havde ramt en pulsåre i lysken.

Han blev bragt til Rigshospitalet, hvor det ikke lykkedes lægerne at redde hans liv. Han døde to dage efter.

/ritzau/

 

Dagens Gossip