Hollande: Angrebet i Bruxelles rammer hele Europa

Skrevet af admin

22/03/2016

Dagens topnyheder

Tirsdagens angreb i Bruxelles, som dræbte mindst 26 mennesker, ramte "hele Europa", siger den franske præsident, François Hollande.

- Gennem angrebene i Bruxelles er hele Europa blevet ramt. Frankrig, som selv blev angrebet i januar og november sidste år, er gået fuldt og helt ind i kampen mod terrorisme og vil fortsætte denne kamp - både internationalt og lokalt, siger den franske præsident.

Ved flere angreb i Paris den 13. november sidste år blev 130 mennesker dræbt og 200 andre blev såret.

De belgiske myndigheder pågreb i fredags Salah Abdeslam som ifølge den belgiske anklagemyndighed havde planer om at sprænge sig selv i luften på Frankrigs nationalstadion, Stade de France, som led i angrebene i Paris den 13. november sidste år.

Men Salah Abdeslam skiftede mening om det, har han ifølge den franske anklager fortalt belgiske efterforskere.

Den 13. november sidste år detonerede tre ekstremister deres bombebælter ved indgangen eller nær Stade de France i tidsrummet mellem 21.20 og 21.53.

Det skete i forbindelse med en venskabskamp i fodbold mellem Frankrig og Tyskland, hvor præsident François Hollande var til stede.

Ud over gerningsmændene blev en person dræbt ved stadionet. Det var Abdeslam, der kørte de tre selvmordsbombemænd til stadionet.

Den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, siger, at Frankrig vil indsætte yderligere 1600 politifolk ved grænseovergange, jernbaner og havne efter angrebene i Bruxelles.

Cazeneuve opfordrer også til øget samarbejde i EU mod terrorisme.

Han siger, at de franske myndigheder har forhindret 10.000 mennesker i at komme ind i Frankrig siden angrebene i Paris.

/ritzau/AFP