Hollande bekræfter at angreb er terror

Præsident François Hollande bekræfter, at det er et terrorangreb, der har fundet sted i Frankrig fredag morgen.

- Det er et terrorangreb, der er ingen tvivl om det. Der er fundet et halshugget lig med en skriftlig meddelelse. Så vidt vi ved, er der en død og to sårede, siger Hollande på en pressekonference under EU-topmødet i Bruxelles.

Hollande siger, at følelser ikke kan være det eneste svar på terrorangrebet. Der er brug for handling og forebyggelse.

- Vi gør vores job, sådan som det franske folk forventer. Det handler om at beskytte vores folk, samtidig med at vi identificerer de grupper og individer, der er ansvarlige for den slags handlinger, siger François Hollande på pressekonferencen i Bruxelles, hvorefter han ville haste hjem til Frankrig.

François Hollande så under EU-topmødet de første tv-billeder fra terrorangrebet med en chokeret tysk forbundskansler, Angela Merkel, ved sin side.

Den franske præsident har fra topmødet været i direkte kontakt med den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, og sikkerhedstjenesterne.

/ritzau/

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV