Hollande: EU's fremtid er på spil ved britisk afstemning

Skrevet af admin

22/06/2016

Dagens topnyheder

EU's fremtid er på spil, hvis briterne stemmer for at forlade unionen. Det siger den franske præsident, François Hollande.

Han tilføjer, at hvis det bliver et nej til EU ved folkeafstemningen i Storbritannien torsdag, vil Frankrig betragte det britiske exit fra EU som uigenkaldeligt.

- Det er mere end fremtiden for Storbritannien, der står på spil, det er fremtiden for EU, siger han ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

- Hvis et land, der geografisk, historisk og politisk er i EU, træder ud, vil det få ekstremt alvorlige konsekvenser, siger han og tilføjer, at det både vil ramme EU og briterne selv.

- I så fald løber de en meget stor risiko for at miste adgangen til EU's indre marked og alt, hvad der følger med det europæiske, økonomiske område. Det skal alle være klar over, siger Hollande.

Det er den franske præsidents hidtil skarpeste advarsel om konsekvenserne, hvis Storbritannien træder ud af EU.

Kort efter meddelte den franske udenrigsminister, Jean-Marc Ayrault, at Frankrig og Tyskland sammen vil fremsætte forslag om, hvordan EU skal fortsætte fremover. Det vil ske uafhængigt af den britiske afstemning, siger han til det franske parlament.

- Vi må tage nogle skridt for at bringe håbet tilbage til det europæiske folk, siger Ayrault.

- I dag kommer tvivlen snigende alle vegne, populisme og nationalisme tager over, siger han og tilføjer, at Hollande sammen med Tyskland og andre lande vil komme med et udspil om EU's fremtid snart.

I Tyskland siger forbundskansler Angela Merkel onsdag, at hun håber, at briterne stemmer for at blive i EU ved torsdagens folkeafstemning.

- Men den beslutning ligger hos de britiske vælgere, siger Merkel.

Sveriges statsminister, socialdemokraten Stefan Löfven, siger i et interview med Dagens Nyheter, at han ikke er bange for, at EU vil sprække i tilfælde af en britisk udmelding, sådan som Hollande antyder.

- Det er mest trist for Storbritannien. Men vi er alligevel 27 lande tilbage, og det er vigtigt, at vi viser enighed og styrke, siger Löfven.

/ritzau/Reuters