Hollande får på puklen for sine nye danske briller

Stakkels François Hollande!

Nu var den franske socialistiske præsident lige så glad for sine nye danske briller, og så begynder hans landsmænd at lave så meget vrøvl.

Ja, for Hollande har fået sig et nyt par danske designerbriller. Sådan nogen med en lidt kraftig ramme, skriver den britiske avis Daily Telegraph.

Men han skal passe lidt på, for nu er der nogen, der har opdaget, at de ikke er "Made in France" fremstillet af dygtige franske optikere.

Og så i en tid, hvor den franske regering forsøger at fremme hjemmegjorte produkter.

Brillemagerne er røget på barrikaderne. Selskabet Roussilhe nær Nantes, som har 35 mennesker ansat, besluttede i ærgrelse at sende ham et par briller magen til de danske designerbriller.

Men denne gang kunne virksomheden forsikre om, at brillerne var "100 procent fremstillet i Frankrig". Der fulgte et garantimærke med.

Hollandes kontor har været ude at forsikre om, at det kun er brillestellet på de nye briller, der er dansk. Brilleglassene er skam franske.

Nu har Hollande besluttet at bestille et par solbriller til sommeren hos Nantes-virksomheden - sådan helt franske, skriver Daily Telegraph.

Men hvis det ikke er det ene, så er det andet. Nu er der nogen, der klager over, at hans danske briller får ham til at ligne den tidligere konservative præsident Jacques Chirac.

/ritzau/

Dagens Gossip