Hollande: Frankrig intensiverer bombetogt i Syrien

Skrevet af admin

16/11/2015

Dagens topnyheder

Frankrigs præsident, François Hollande, siger på en ekstraordinær kongres i parlamentet i Versailles, at Frankrig vil intensivere sin indsats i Syrien.

- Frankrig vil øge antallet af bombninger i Syrien, hvor fredagens angreb i Paris blev planlagt, siger han mandag.

Da terrortruslen vil foreligge i lang tid, vil Frankrig ifølge Hollande øge ressourcerne til rådighed for sikkerhedsstyrker og militæret.

Ifølge præsidenten vil der dermed ikke blive skåret i militæret i tiden frem mod 2019.

- Forbryderne skal vide, at deres handlinger ikke har fået Frankrig til at vakle. De har blot styrket vores overbevisning om, at de skal bekæmpes, siger Hollande.

Samtidig opfordrer han til én samlet koalition i Syrien. I øjeblikket kæmpes der i to fronter mod Islamisk Stat. Den ene koalition ledes af USA og den anden af Rusland.

Præsidenten siger, at han i de kommende dage vil mødes med USA's præsident, Barack Obama, og hans russiske modstykke Vladimir Putin, for at diskutere mulighederne.

/ritzau/