Hollande høster opbakning for håndtering af Paris-angreb

Den franske præsidents popularitet er steget til det højeste niveau i tre år, hvilket kan skyldes, at vælgerne godkender hans håndtering af angrebene i Paris fredag den 13. november, som kostede 130 mennesker livet.

Tilliden til François Hollande steg på én måned ifølge en meningsmåling med mere end 50 procent fra 15 procent i november til 35 procent i december.

Dermed er præsidenten tilbage på samme niveau som for tre år siden, viser en meningsmåling fra TNS-Sofres One Point for avisen Le Figaro.

Ifølge en anden meningsmåling fra Ifop/Fiducial for Paris Match et Sud Radio har støtten til den franske præsident ikke været bedre siden juli 2012. Det skriver AFP.

Den socialistiske præsidents popularitet har været meget lav i de seneste tre år.

Et mindre spring fandt ligeledes sted efter angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i januar tidligere i år, men varede kun kort tid.

Dermed tyder det måske på, at støtten på længere sigt igen kan falme frem mod præsidentens forsøg på genvalg i 2017.

63 procent af de adspurgte siger desuden fortsat, at de ikke stoler på ham ifølge målingen for Le Figaro.

Siden angrebene mod Stade de France, caféer og et spillested har den franske præsident haft regeringschefer på besøg og er selv rejst til Washington og Moskva for at søge opbakning til en øget indsats mod Islamisk Stat.

Den ekstremistiske bevægelse - som har vundet frem i Irak og Syrien - har taget skylden for angrebet i Paris samt for bombningen af et russisk fly over Sinai-halvøen, som kostede 224 livet.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV