Hollande: Kampen mod terror bliver langvarig

Skrevet af admin

15/07/2016

Dagens topnyheder

Kampen mod terror bliver langvarig, siger den franske præsident, François Hollande, efter det blodige angreb i den franske havneby Nice.

- Vi har en fjende som vil fortsætte med at angribe alle mennesker og alle lande, der betragter frihed som en kerneværdi, siger Hollande fredag eftermiddag.

Han besøgte et hospital i Nice, hvor mange af ofrene for angrebet er indlagt.

- Hvorfor Nice? Fordi det er en verdensberømt by, en af de smukkeste på jorden. Hvorfor den 14. juli? Fordi det er en fejring af friheden, det er for at ramme Frankrig, at han har begået dette angreb, siger Hollande.

Den 31-årige gerningsmand kørte en lastbil gennem en stor menneskemængde på promenaden i Nice og dræbte mindst 84 mennesker, der var samlet for at se fyrværkeri på den franske nationaldag, Bastilledagen.

Præsidenten tilføjer, at Frankrig har været "et smukt eksempel for hele verden", fordi franskmændene har "været i stand til at stå sammen".

For otte måneder siden blev den franske hovedstad, Paris, ramt af koordinerede angreb, der kostede i alt 130 mennesker livet.

Hollande har erklæret tre dages landesorg i Frankrig efter angrebet i Nice torsdag aften.

I en tv-transmitteret natten til fredag oplyste Hollande også, at Frankrig vil styrke sit engagement i kampen mod Islamisk Stat (IS) i Irak og Syrien.

Samtidig vil præsidenten forlænge den undtagelsestilstand, der har været indført i Frankrig siden angrebet i Paris i november sidste år, med tre måneder. Torsdag - inden angrebet - sagde Hollande ellers, at han ville lade undtagelsestilstanden ophøre 26. juli.

Den franske præsident skal ifølge nyhedsbureauet AFP senere fredag holde møder med embedsmænd fra den franske sikkerhedstjeneste samt militæret for at drøfte eventuelle yderligere skridt.

Den franske anklager i Paris François Molins oplyser, at anklagemyndigheden holder pressemøde om begivenhederne i Nice fredag klokken 17.

/ritzau/