Hollande: Minsk-aftale om Ukraine når ikke i mål i år

Skrevet af admin

02/10/2015

Dagens topnyheder

Minsk-fredsaftalen mellem Ukraine og de prorussiske oprørere i det østlige Ukraine bliver næppe opfyldt i år, siger den franske præsident, François Hollande, fredag aften efter et møde i Paris med Rusland, hvor også den russiske intervention i Syrien blev diskuteret.

På mødet deltog ud over Hollande, den russiske præsident, Vladimir Putin, Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og Ukraines præsident, Petro Porosjenko.

De kunne konstatere, at våbenhvilen omsider ser ud til at holde de fleste steder i det østlige Ukraine

Hollande siger, at planlagte lokalvalg i Ukraine i oktober må udsættes, for der er brug for mere tid for at sikre, at valg i det østlige Ukraine kan foregå retfærdigt.

- Vi ønsker ikke at holde valg i det østlige Ukraine under betingelser, der ikke respekterer Minsk-fredsaftalen, siger han på et pressemøde.

Aftalen lægger vægt på, at Ukraine inden årets udgang genvinder fuld kontrol over sine grænser.

USA og EU beskylder Rusland for at have udløst den militære konflikt i det østlige Ukraine, først ved at annektere den ukrainske halvø Krim og siden ved at udstyre og prorussiske oprørere med våben. Derfor er landet ramt af økonomiske sanktioner fra EU og USA.

Hollande fortæller, at han over for Putin har understreget, at de russiske kampfly i Syrien må angribe "Islamisk Stat og kun Islamisk Stat" under den indgriben i den syriske konflikt, som Rusland skred til onsdag.

Der har de sidste dage været rapporter om, at også moderate oprørere er blevet bombet af russiske fly.

Hollande understreger, at der under mødet i Paris ikke er sket en sammenblanding af de to spørgsmål: Ukraine og Syrien.

En talsmand for den russiske regering siger, at mødet i Paris var "forretningsmæssig", og at alle parter har igen har bekræftet, at de vil leve op til Minsk-aftalen.

Ukraines præsident Porosjenko konstaterer, at Rusland stadig "har meget arbejde at gøre", før de økonomiske sanktioner vil blive ophævet.

/ritzau/AFP