Hollande om kamp mod islamister: Vi må ikke spilde tiden

Der er ingen tid at spilde i kampen mod Islamisk Stat (IS), lyder budskabet fra den franske præsident, François Hollande, da han åbner en konference til bekæmpelsen af den islamistiske gruppe i Paris.

IS udgør ikke bare et regionalt problem i de konfliktplagede lande Irak og Syrien. Gruppen er "en global trussel," slår præsidenten fast.

- Hvilken trussel er der tale om? Den er global, så reaktionen skal også være global, siger Hollande.

Den franske præsident, som er vært for konferencen, understreger, at koalitionen af deltagende lande, deriblandt Danmark, vil modtage fuld støtte fra Frankrig.

I tråd med lignende meldinger fra USA vil Frankrig sende støtte til moderate syriske oprørere, som kæmper mod præsident Bashar al-Assad.

Disse oprørere skal "støttes med alle midler", siger Hollande.

USA tog under et Nato-topmøde i Wales for lidt over en uge siden initiativ til at samle en række lande i en kernekoalition mod IS.

24 lande og tre internationale organisationer deltager på konferencen mandag i Paris, deriblandt Danmark repræsenteret ved udenrigsminister Martin Lidegaard (R).

Blandt de 10 medlemmer af den kernekoalition, som USA har taget initiativ til, er Australien og Polen ikke med.

Derimod deltager en lang række lande fra Mellemøsten, blandt disse Saudi-Arabien, Egypten, Bahrain og Oman.

Også Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, er med.

/ritzau/

Dagens Gossip