Hollandsk ekspert: Ajax-danskerne betyder kolossalt meget

Søndag eftermiddag kunne Ajax Amsterdam for tredje år i træk hæve den hollandske mesterskabspokal for næsen af de nærmeste konkurrenter. Blandt pokalløfterne var hele seks personer med dansk pas. Christian Eriksen, Lasse Schöne, Christian Poulsen, Victor Fischer, Lucas Andersen og Nicolai Boilesen.

Men hvor stor betydning har disse danskere egentligt for den sportslige succes? Står det til en hollandsk journalist, så kan det næsten ikke beskrives med ord.

- De har været meget, meget vigtige. Christian Eriksen er hjernen på holdet, mens Lasse Schöne også har spillet en stor rolle som den lidt mere defensive midtbanespiller, der kan klare sig på mange positioner. Så er der Christian Poulsen, der decideret har en defensiv rolle, som han klare rigtig godt på. Viktor Fischer har trods sin unge alder allerede været en nøglefigur i flere kampe og scoret afgørende mål. Så de betyder enormt meget, fortæller Valentijn Driessen, journalist hos De Telegraaf.

Siden 1989 har han fulgt det hollandske storhold på tætteste vis og set mange danskere komme og gå i klubben. Fælles for dem er, at de oftest bidrager til succes, og især det nye og nuværende kuld er meget vellidt blandt klubbens fans.

- De er meget populære. Vi ser dem ikke som danskere, men mere som en del af den hollandske befolkning. De snakker alle sproget - og næsten bedre end os endda. De har samme mentalitet som hollændere, og så spiller de godt fodbold. Teknisk er de også gode og vigtigst af alt, så har de humor, siger Valentijn Driessen.

Den sportslige succes og flere fine enkeltmandspræstationer har efterhånden sendt flere af holdets danskere til andre klubber efter endt sæson. Men Valentijn Driessen forudser, at kun en enkelt forlader klubben.

- Jeg tror, at det kun er Christian Eriksen, der forlader klubben til sommer af danskerne. Christian Poulsen har kontrakt endnu et år, Schöne bliver to-tre år endnu, mens Fischer allerede har sagt, at han glæder sig til at spille Champions League næste sæson, og de spiller jo alle fast hver weekend. Så de bliver, fortæller han.

I søndags besejrede Ajax Amsterdam bundholdet Willem II med 5-0 i en kamp, hvor både Christian Eriksen og Viktor Fischer kunne fejre deres 10. sæsonscoring. Netop 18-årig Viktor Fischer har været en gevinst for holdet, mener Valentijn Driessen, da han har bidraget med vitale scoringer undervejs.

- Mange i Holland scorer mange mål. Men det er meget specielt i Fischers tilfælde, fordi han er så ung og uprøvet. Han har heller ikke spillet hele sæsonen. Han fik først debut i oktober, så det er ret flot, at han har scoret så mange mål, siger Valentijn Driessen og fortsætter:

- Fischer får en større rolle næste sæson. Han bliver ældre og får mere erfaring. Det er godt at se, at han ærgrer sig meget, når han misser en chance, for når han får bygget mere skarphed på, så bliver han dødbringende. Han har sulten. Han har allerede scoret 10 mål i år, og de fleste af gangene var det i rollen som venstre midtbane.

Nicolai Boilesen har ikke været i kampaktion i denne sæson for førsteholdet grundet en skade. En skade, som han først fornylig er kommet kvit. Unge Lucas Andersens har bidraget med enkelte indhop og ventes mere spilletid i næste sæson.

Dagens Gossip