Hollandsk Formel 1-kører betalt ud af sit sæde

Skrevet af admin

18/03/2015

Dagens topnyheder

Dramaet omkring Formel 1-teamet Sauber er afsluttet.

Det schweiziske hold har ifølge det tyske nyhedsbureau dpa angiveligt betalt den hollandske racerkører Giedo van der Garde i omegnen af 15 millioner euro, svarende til 112,5 millioner kroner, for at forlade Sauber.

Giedo van der Garde sørgede for store overskrifter i forbindelse med weekendens sæsonåbner i Australien, fordi han havde fået rettens ord for, at han skulle have et af teamets to faste sæder i år.

Det harmonerede ikke med Saubers opfattelse. Brasilianske Felipe Nasr og svenskeren Marcus Ericsson, som begge bringer en del penge med ind til Sauber, var udpeget som de faste kørere.

Men hollænderen mente, at han havde papir på et af sæderne, og det havde han over flere omgange også fået rettens ord for.

Giedo van der Garde gav sig til sidst, og både Nasr og Ericsson skaffede i Melbourne-løbet point til Sauber, som i hele 2014 slet ikke scorede point.

Og nu har Sauber betalt Giedo van der Garde for, at han ikke laver mere ballade fremover.

- Vi er glade for, at sagen er afsluttet, siger en talsmand for Sauber til schweizisk tv uden at ville give yderligere detaljer i sagen.

Giedo van der Garde kørte Formel 1 for Caterham i 2013-sæsonen og var reserve for Sauber i 2014.

/ritzau/