Hollandsk stjernespiller til Team Esbjerg

En række sydvestjyske virksomheder har sikret, at Team Esbjerg er i stand til at hente en af den tyske bundesligas mest scorende spillere, Laura van der Heijden, til klubben på en toårig kontrakt. Hun har siden 2010 været i VfL Oldenburg og har spillet 107 landskampe for Holland.

- Jeg har haft en god tid i en fin klub med gode mennesker i Oldenburg, men nu har jeg lyst til at prøve noget nyt i en anden liga. Det er mit indtryk, at spillet foregår hurtigere i den danske liga, og at Esbjerg har et godt mandskab. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme til dansk håndbold, siger Laura van der Heijden.

Den 23-årige venstrehåndsskytte kommer fra Leusden syd for Amersfoort midt i Holland, og efter en håndboldopvækst i hjembyen spillede hun for ligaklubberne Venus Nieuwegein og VOC Amsterdam, hvor hun i sin sæson i klubben blev hollandsk mester og pokalvinder.

Efter disse triumfer rykkede hun over på den anden side af grænsen til Oldenburg, som hun blev tysk pokalmester med i 2012. Oldenburg tilhører de klubber i toppen, som i hver sæson spiller om mesterskabet, og efter en femteplads i grundspillet i denne sæson gør Laura van der Heijden sig forhåbninger om at slutte med en tredjeplads.

Hun er efter grundspillet nummer fem på topscorerlisten i Bundesligaen med 133 mål, et gennemsnit på seks mål pr. kamp. Sæsonen før førte hun topscorerlisten efter grundspillet.

- Jeg er blevet en bedre spiller i Oldenburg. Min styrke er angrebsmæssigt det hurtige spil, skud fra anden række og spillet en mod en. I forsvaret har jeg spillet toer. Med Esbjerg håber jeg, at vi i de næste sæsoner kan placere os blandt de tre bedste og spille Europa Cup, siger Laura van der Heijden.

Team Esbjergs sportschef, Thomas Hylle, kan med tilgangen af Laura van der Heijden præsentere den anden nye spiller til den kommende sæson. For kort tid siden blev det offentliggjort, at stregspilleren Stine Bodholt Nielsen kommer til klubben fra Skive fH.

Dagens Gossip