Hollandsk tempofænomen vinder Tour-enkeltstart

Skrevet af admin

15/07/2016

Dagens topnyheder

Hollænderen Tom Dumoulin (Giant-Alpecin) er i gang med at køre et fremragende Tour de France. Fredag blev han noteret for sin anden etapesejr i årets udgave.

Således levede han op til favoritværdigheden på 13. etape, som var en 37,5 kilometer lang enkeltstart fra Bourg-Saint-Andéol til La Caverne du Pont-d'Arc.

Dumoulin, der er kendt som et tempofænomen, var hurtigst på alle mellemtider.

Manden i løbets gule førertrøje, Chris Froome (Sky), kunne heller ikke matche Dumoulin, men sluttede på andenpladsen 1.03 minutter efter.

Det var rigeligt til, at briten udbyggede sit forspring til konkurrenterne i det samlede klassement.

På ruten med strid sidevind, modvind og dårlig asfalt var Bauke Mollema (Trek) og Adam Yates (Orica-Bikeexchange) de store overraskelser af podiebejlerne.

Mollema tabte under et minut til Froome og er ny mand på andenpladsen i klassementet, mens Yates tabte meget mindre tid end frygtet og overraskende holder fast i den samlede tredjeplads.

Også den lille Nairo Quintana (Movistar) kan være tilfreds med at holde fast i sin fjerdeplads i klassementet, men mindre godt er det, at han har 2.59 minutter op til Froome med fire bjergetaper og en bjergenkeltstart tilbage at gøre godt med.

For danskerne i løbet blev det endnu en dag i anden række, hvor det gjaldt om at spare kræfter og komme helskindet igennem den vindblæste rute.

Lars Bak måtte således skifte cykel for ikke at blive væltet af vinden.

Chris Anker Sørensen sluttede sidst af samtlige 187 ryttere i mål.

Enkeltstarten blev kørt i skyggen af tragedien i Nice.

Der blev holdt et minuts stilhed i respekt for ofrene, inden ireren Sam Bennett som den første kørte ud på ruten, og der var også planlagt et minuts stilhed i målbyen, når rytterne skulle op på sejrspodiet.

/ritzau/