Hollandske agenter spår Viktor Fischer stor fremtid

Men hvor stort er navnet og talentet i rækken af unge spillere, der har forladt Holland til fordel for store europæiske klubber? Sporten.dk har fået vurderet fænomenet Viktor Fischer af tre hollandske FIFA-agenter, og her lyder udmeldingerne mildest talt ganske lovende.

Viktor Fischer bliver med få dages varighed rygtet til den ene storklub efter den anden. Blandt andet bragte den italienske avis Corriere dello Sport i starten af april en historie om, at Fiorentina er klar til at kaste svimlende 112 millioner kroner efter danskeren. Sådanne rygter er helt naturlige, mener Revien Kanhai, der er FIFA-agent og direktør for agentgruppen Forza Sports Group.

- Han er et virkelig, virkelig stort talent. Jeg tror, at han bliver kåret til årets talent (Johan Cruyff-prisen, red.), når prisuddelingen finder sted i starten af næste sæson, lyder det fra Revien Kanhai, der har flere hollandske talenter under sine vinger til dagligt.

Han sammenligner Fischer med flere af landets tidligere kæmpetalenter:

- Da Wesley Sneijder var helt ung, var jeg ikke i tvivl om, at han blive en stor spiller en dag. Det samme så man med Robin van Persie og Rafael van der Vaart. Det er lidt samme følelse, jeg har med Fischer. Han kan helt sikkert nå toppen. Samme høje vurdering deles af en gammel rotte indenfor faget i form af Kees Ploegsma. Til dagligt er han agent for Sports Enterainment Group, der blandt andre har Robin van Persie og Arsenals Thomas Vermaelen i stalden.

- Han svinger stadig meget i sine præstationer. Nogle gange går det godt, andre dårlige. Han mangler stadig lidt fysisk, men jeg vil sige, at han kan blive en stor spiller, fortæller Kees Ploegsma og fortsætter:

- Det er nemmere at sige om to år, og jeg syntes, at han skal blive i hvert fald et par år endnu. Han skal blive stærkere og spille flere betydningsfulde kampe, men han skal nok blive en god spiller.

Sidste og tredje agent i vurderingen er Giorgio Berkleef. Han er agent for Top Game Management Group B.V. og er ikke bange for at sammenligne Viktor Fischer med flere af hollandsk fodbolds største talenter i nyere tid.

- Jeg syntes, at han er på niveau med Sneijder, van der Vaart og Arjen Robben, da de var unge. Jeg syntes sagtens, at man kan sammenligne ham med dem. Han kan noget utroligt, som andre spillere ikke kan tilegne sig. Han kan skabe noget ud af ingenting. Jeg siger ikke, at han spiller godt hver gang, for han har meget at lære. Men efter hvad jeg har set og ved, så er han helt unik, siger Giorgio Berkleef, mens han i samme åndedrag fluks sender danskeren til Barcelona og Real Madrid.

- Han kan udvikle sig til at blive en af de bedste spillere i verdenen og spille for store klubber som Real Madrid og Barcelona. Noget af det har han gjort i denne sæson som kun 18-årig er helt utroligt.

Viktor Fischer har sæsonen nettet otte gange for Ajax Amsterdam, mens det er blevet to kampe for det danske landshold.

 

 

 

Dagens Gossip