Hollandske rockere laver klubhus med dansk bande

Skrevet af admin

08/11/2013

Dagens topnyheder

På Laurensvej 34 i Bagsværd ved København skal der lørdag aften være fest, fordi den hollandske rockergruppe Satudarah MC har lavet sit første klubhus i Danmark.

De hollandske rockere har slået sig sammen med den lokale bande i Bagsværd kaldet Værebros Hårde Kerne, VHK, oplyser Københavns Vestegns Politi.

- De vil tilsyneladende holde en fest derude i morgen, og det regner vi med, at de gør. De har sat telte op og skurvogne, som vi regner med er til festen, siger vicepolitiinspektør Carsten Jansson, leder af afdelingen for organiseret kriminalitet.

Værebros Hårde Kerne, VHK, har op mod 70 faste medlemmer. Dog mener flere, at der er tale om mellem 20 til 30 faste medlemmer, og at resten er medløbere, der træder til, hvis behovet opstår.

Flere af medlemmerne har pakistanske rødder, og da de har gode forbindelser til Hells Angels i Ishøj, er VHK i miljøet også kendt som "de pakistanske rockere". De får nu nye rygmærker på grund af det internationale samarbejde.

Politiet har dog både set rockere fra Bandidos og Hells Angels i det nye klubhus.

- Det er et meget mudret billede, og vi har både observeret Bandidos og HA-folk derude, og det ved vi selvfølgelig ikke, hvordan de opfatter i de to rockerklubber, siger Carsten Jansson.

Politiet holder et vågent øje med klubhuset, men indtil videre må de blot vente og se, hvad fremtiden bringer.

- Satudarah er en hollandsk motorcykelklub, og det er jo ikke forbudt at lave en klub i Danmark. Men de er kendt for andet end at køre på motorcykel, og vi holder øje med dem derude, fortæller vicepolitiinspektøren.

Størstedelen af medlemmerne i VHK kommer fra det sociale boligområde Værebroparken i Bagsværd på Københavns Vestegn. Selvom banden har eksisteret i lang tid, har den især markeret sig efter årsskiftet.

VHK kæmper om blandt andet hashmarkedet med den forholdsvise nye bande Loyal To Familia, LTF, med mellem 20 og 60 faste medlemmer. Det er hovedsageligt gamle kendinge af politiet fra Blågårds Plads, Tingbjerg i København, Skovlunde og Kokkedal.

Banden markerer sig ved at have rygmærker med bogstaverne "LTF". Netop den tydelighed har været med til at skærpe bandekonflikten.

/ritzau/