Hollandske vælgere siger nej til EU-aftale med Ukraine

Skrevet af admin

07/04/2016

Dagens topnyheder

Hollandske vælgere har ved en folkeafstemning vendt tommelfingeren ned til EU's såkaldte associeringsaftale med Ukraine, oplyser det hollandske nyhedsbureau ANP ifølge AFP.

Med 99,8 procent af stemmerne optalt står det samtidig klart, at over 30 procent af de stemmeberettigede hollændere har afgivet deres stemme, hvilket var kravet for, at resultatet kunne blive erklæret for gyldigt.

Ifølge ANP ender valgdeltagelsen på 32,2 procent.

Ud af de afgivne stemmer er der til gengæld ikke så megen tvivl om udfaldet. Hele 61,1 procent af vælgerne har stemt nej, mens 38 procent har stemt ja.

- Det ser ud til, at det hollandske folk har sagt nej til den europæiske elite og nej til en traktat med Ukraine. Det er begyndelsen på enden for EU, siger det højrenationalistiske parlamentsmedlem Geert Wilders onsdag aften i en kommentar til resultatet.

Den hollandske regering med premierminister Marc Rutte i spidsen er ikke tvunget til at følge vælgernes nej, fordi afstemningen ikke er bindende.

Men iagttagere mener, at regeringen ikke kan ignorere det meget klare nej fra hollænderne.

EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, har tidligere advaret om, at det vil kunne udløse en større europæisk krise, hvis hollænderne stemmer nej til aftalen, der skal knytte Ukraine tættere til EU både politisk og økonomisk.

Folkeafstemningen i Holland er blevet til virkelighed, efter at en ny lov, der trådte i kraft sidste år, banede vej for flere folkeafstemninger.

Sammen med EU-kritiske bevægelser indsamlede den samfundssatiriske blog - Geenstijl, der betyder "Ingen stil" - langt over de nødvendige 300.000 underskrifter for at udløse folkeafstemningen.

Ukraine har været igennem et blodigt opgør om, hvorvidt landet skal knytte sig til Rusland eller til EU, og ukrainerne ligger stadig i konflikt med russerne, efter at de blev vraget til fordel for EU.

/ritzau/