Hollywood-legenden Joan Collins i sorg over søsters død

Den legendariske skuespiller og forfatter Joan Collins har skrevet sin sværeste tekst nogensinde. I et følelsesladet afskedsbrev siger hun farvel til sin lillesøster Jackie Collins, der for nylig døde af brystkræft. 

Joan Collins, der er kendt fra film som "The Girl in the Red Velvet Swing" og tv-serien "Dollars", er i dag 82 år, mens søsteren Jackie blev 77 år. I sit afskedsbrev til den yngre søster skriver Joan, at hun vil komme til at bære sorgen resten af sit liv:

- Jeg tror ikke, at jeg vil komme mig over sorgen ved at miste min smukke lillesøster. De siger, at man ikke kommer sig over at miste en elsket, men at man lærer at leve med det. Jeg vil gøre, som hun ønskede, og fejre hendes liv i stedet for at sørge over hendes død.

Jackie Collins er måske ikke et lige så kendt navn som sin storesøster, men hun har nydt enorm succes som forfatter med over 500 millioner solgte bøger, hvoraf flere er blevet filmatiseret. Det gælder blandt andet bøgerne "The Stud" og "The Bitch" som Joan Collins spillede med i.  

Men selvom de to søstre havde et tæt bånd, var der én ting, som Joan i mange år ikke vidste om Jackie. Det var nemlig først lige før hendes død, at Jackie fortalte sin søster om kræften.

Joan Collins fortæller i afskedsbrevet, hvordan søsteren ringede til hende med de tragiske nyheder, få uger før hun sov ind. Jackie havde på det tidspunkt været syg i syv år, men hun havde holdt det for sig selv for at skåne sin storesøster.

- Jeg kunne ikke fortælle dig det. Jeg ved hvor mange problemer, du har haft de seneste år, og jeg ville ikke bebyrde dig med mine, skriver Joan, at hendes modige søster fortalte over telefonen. 

Joan Collins afslutter det smukke brev med at love søsteren, at hun fortsat vil leve videre i minderne fra et langt liv sammen.

- Jeg kan føle hendes sjæl og høre hendes latter. Jeg ser hende på de hundredvis af billeder, jeg har spredt i mit hjem. Hun var ikke bare en stjerne, for mig var hun hele galaksen. 

/ritzau/FOKUS

Dagens Gossip