Hollywood-par: Ikke fedt at snyde med bryllup

Som et af verdens mest eftertragtede par gjorde Jennifer Aniston og Justin Theroux alt, hvad de kunne for at holde deres forstående bryllup så hemmeligt, at ingen fattede mistanke.

Efter tre års forlovelse planlagde den 44-årige skuespiller og den 46-årige skuespillerinde endelig at gifte sig onsdag den 5. august, men i stedet for at sende bryllupsinvitationer ud, camouflerede Hollywood-parret brylluppet som en fødselsdagsfest for den vordende brudgom.

- Jeg vil ikke sige, at det var sjovt at planlægge. En del af det sjove ved at planlægge et bryllup er jo at fortælle folk om det, men vi blev nødt til være helt stille om det, forklarer Theroux, der lærte "Venner"-stjernen at kende under indspilningerne til filmen "Wanderlust" i 2010.

Parret tog fusen på familie og venner, da de afslørede, at festligheden ikke var en fødselsdag, og straks faldt presset af Theroux' skuldre, da han endelig kunne sige ja til sin Aniston.

- Jeg lagde mærke til det med det samme. Mit blodtryk faldt øjeblikkeligt, siger "American Psycho"-stjernen til The Daily News.

- Det er ikke, fordi livet er fuldstændig anderledes end før, men det er en smuk ting, lyder det fra den nygifte filmstjerne.

Den første, der røbede brylluppet mellem superstjernerne, var radioværten Howard Stern, som holdt tale til parret:

- Jeg var så nervøs for at tale over mig. Det blev hele tiden kaldt en fødselsdagsfest, når der blev sendt mails ud omkring det. De er så hemmelighedsfulde, at brylluppet blev holdt en onsdag, for ingen gifter sig den dag. Alt var tophemmeligt, alle mobiler blev konfiskeret, sagde Stern i sin egen radioudsendelse på SiriusXM en uges tid efter brylluppet.

Ifølge Stern dansede parret deres første dans sammen som mand og kone til Sias hit "Chandelier", som skød festen i gang:

- Det var meget romantisk, og det var en fantastisk aften.

Ifølge Stern var det talkshowværten Jimmy Kimmel, der forestod vielsen, og også Anistons "Venner"-veninder Courteney Cox og Lisa Kudrow fejrede parret.

/ritzau/FOKUS

Dagens Gossip