Hollywood-sild: Sådan holder jeg mig sprød

Skrevet af admin

20/05/2016

Dagens topnyheder

Sommeren står for døren, og snart er det tid til at hoppe i mere florlet tøj, der viser formerne frem.

Men hvis man føler sig mere flommet end fit, giver skuespillerinde Kate Hudson nu sine tips til at se sprød ud.

Det sker i den kommende udgave af Shape Magazine.

- Da jeg fyldte 19 år, opdagede jeg pilates og har dyrket det lige siden. Det er en træningsform, som min krop virkelig responderer godt på. De avancerede øvelser styrker min core (musklerne midt i kroppen, red).

- Jeg elsker også at dyrke TRX, fordi det minder om pilates, da man også bruger sin egen kropsvægt. Nogle gange dyrker jeg også mere aggressive træningsformer som eksempelvis boksning. Det holder mig i tiptop-form, siger den Oscar-nominerede "Almost Famous"-stjerne.

Selv om singleskuespillerinden har født to børn, er det ikke til at se på hendes 37-årige krop, men det er hun bestemt ikke kommet sovende til.

- Jeg plejer min krop ved at træne hårdt og se, hvor langt jeg kan presse mig selv. Jeg elsker faktisk min figur, fordi det hårde arbejde betaler sig, lyder det fra hende.

Kate Hudson og hendes hotte krop kan i øjeblikket ses i de danske biografer i filmen "Mother's Day", hvor hun spiller side om side med stjerneskuespillerinderne Julia Roberts og Jennifer Aniston.

/ritzau/FOKUS