Hollywood-silden Kimberly Stewart taler ud om baby-svipser

Skrevet af admin

11/08/2015

Mest læste i dag

Egentligt havde de kun lidenskaben tilfælles, men det ændrede to streger på graviditetstesten.

Benicio Del Toro bekræftede i 2011 gennem sin talsperson, at han ventede barn med Kimberly Stewart, og selv om nu 48-årige Oscar-vindende skuespiller og den 35-årige model aldrig har dannet par, ville de stå sammen i ansvaret som forældre.

I august 2011 fødte Stewart datteren Delilah, og i et nyt interview med Hello Magazine taler modellen ud om den store omvæltning.

- Da hun blev født, ville jeg bare gerne finde ud af det mellem os og forsøge at være den bedste mor, jeg overhoved kunne, siger Stewart, der udover sit udseende og fædrene ophav også var kendt som party-pige.

- Jeg fik Delilah på det helt rigtige tidspunkt. Jeg var færdig med at feste rundt og ville bare gerne være sammen med hende hele tiden. Helt ærligt troede jeg aldrig, at jeg kunne elske noget så højt som hende, erklærer Stewart, der er datter af musikeren Rod Stewart.

- Jeg har været hjemmegående mor, siden hun blev født og elsker hvert eneste sekund. Hun er det bedste, der er sket i mit liv, tilføjer hun.

Benicio Del Toro har aldrig talt om datteren offentligt og har tidligere sagt, at hele villa, Volvo og vovse-pakken var aldeles frastødende.

- Alle spørger mig, hvorfor jeg ikke er gift. Hvorfor skulle jeg? For at blive skilt igen?, spurgte skuespilleren retorisk i et interview med The Times i 2010 og understregede, at han ikke ville have sit hjem "invaderet af en kone og børn".

Stewart bor til dagligt sammen med sin halvsøster i et hus, der ligger på far-Stewarts grund, og derfor er den 70-årige musiker en stor del af Delilahs liv. Han har selv otte børn med fem forskellige kvinder, og familien har deres egen reality-serie.

- Min far er meget involveret og skaber lige så meget ro i familien, som han laver ballade. Han har en meget drilagtig form for humor, siger Kimberly Stewart.

Benicio Del Toro kan ses fra 22. oktober i gangster-thrilleren "Sicario".

/ritzau/FOKUS