Hollywood sørger over afdød stjerneinstruktør

Der bliver fældet mange tårer i Hollywood i disse dage.

Onsdag døde den verdenskendte stjerneinstruktør Mike Nichols nemlig som 83-årig af et hjertestop, og det har fået flere af verdens største skuespillere til at stå frem og fortælle om deres sorg.

Det skriver Hollywood Reporter.

- Han var en stor inspiration og en fornøjelse at kende. Jeg kan ikke forestille mig en verden uden ham. Han var en uerstattelig og uforglemmelig ven, siger den Oscar-vindende "Jernlady"-skuespillerinde Meryl Streep om tabet af Nichols.

"Black Swan"-stjernen Natalie Portman har også kun rosende ord tilovers for den afdøde instruktør, som hun arbejdede sammen med i filmen "Closer".

- Han var en mand, som altid vidste, hvad han skulle sige, og som altid gav det rigtige kram på det rigtige tidspunkt. Han var en fantastisk person og en fantastisk kunstner, og han reddede mig gang på gang, siger hun.

Dødsfaldet bringer også store følelser frem hos Al Pacino, der er kendt fra sin hovedrolle i de ikoniske "Godfather"-film.

- Han var min ven, og han var den bedste instruktør, jeg nogensinde har arbejdet med. Jeg er endnu ikke kommet mig over chokket, og det tror jeg faktisk aldrig, jeg gør. Det er meget svært at tale om, siger han til US Weekly.

Mike Nichols modtog i sin karriere 28 filmpriser, og hans største succes var filmen "The Graduate" fra 1967, som både høstede en Oscar og en Golden Globe-statuette for "bedste film".

Han efterlader sig sin kone Diane Sawyer og tre voksne børn.

Newspaq

Dagens Gossip