Hollywooddivas børn stjæler rampelyset

Skrevet af admin

06/08/2015

Dagens topnyheder

Sin egen stjerne på Hollywood Walk of Fame er noget af det højeste, man kan opnå i amerikansk showbiz. Onsdag tilfaldt æren den berømte hitsangerinde Mariah Carey.

Men selvom dagen utvivlsomt var både stor og længe ventet, så fik den 45-årige sangerinde og mor ikke meget tid til at nyde sin plads i rampelyset, før pligten kaldte. Bogstaveligt talt i form af Careys fireårige tvillinger Monroe og Moroccan.

De to charmetrolde stjal hurtigt al opmærksomheden fra deres mor med deres små numre, som inkluderede at gabe højt og insistere på at tage en lille lur på skødet af Mariah Carey under fotosessionen på Walk of Fame. Det skriver Mail Online.

Men der var måske heller ikke noget at sige til, hvis de små var lidt trætte. Mariah Carey skød nemlig allerede tirsdag festlighederne i gang med en stor fest i sit luksuriøse strandhus i Malibu.

Til festen deltog, ud over Mariah Careys børn, ifølge magasinet blandt andre Brett Ratner og rapperen French Montana.

Without You-sangerinden var dog også fuld af overbærenhed og tålmodighed med sine små poder, der fik lov at dominere det meste af ceremonien.

Mariah Carey udtrykker desuden sin taknemmelighed til sine fans, som hun vanen tro refererer til som sine "lam". Det fremgår af et opslag på det sociale billeddelingsmedie Instagram.

- Tusind tak til alle jer lam i dette land. I er de bedste. Jeg elsker jer i al uendelighed, skriver hun.

Se Mariah Careys egen billedserie fra dagen på Walk of Fame her: https://instagram.com/p/6BI9TcreIz/?taken-by=mariahcarey

/ritzau/FOKUS