Holm: Den bliver 10 gange så hård som en bjergetape

Man skulle tro, at bjergetaperne er de værste, de hårdeste i Tour de France, men den misforståelse vil sportsdirektør Brian Holm fra Omega Pharma-Quick Step gerne rydde af vejen.

På bjergetaperne er det kun en lille gruppe klassementryttere, som slås for at sidde fremme, mens de andre forsøger at spare så mange kræfter som muligt.

- For mange ryttere bliver etapen i dag 10 gange hårdere end bjergetaperne, der venter.

- Det bliver hektisk i starten, for man skal slå til. Det er meget undervurderet, hvor hårdt det bliver at køre en etape som den i dag. Der bliver kørt vanvittigt hårdt i starten. De kører over 50 kilometer i timen i snit, siger Brian Holm.

Kampen på 12. etape er yderligere skærpet af, at der kun er få tilbageværende chancer for de såkaldte lykkeriddere, som typisk må gribe muligheden, når ruteprofilen hverken lægger op til, at favoritterne kører klassement, eller at sprinterne skal ud i en massespurt.

De hold, som endnu ikke har fået en etapesejr, vil alle forsøge at køre i udbrud, og de hold, der som Omega Pharma-Quick Step har deres på det tørre vil køre defensivt, og forsøge at køre med i udbruddet uden at tage initiativ.

På den måde tvinger holdet de andre til at bruge kræfter i feltet.

Det belgiske hold har trods to etapesejre dog ikke mistet sulten, forsikrer sportsdirektøren.

- Hånden på hjertet. De etaper, vi har vundet, de er hurtigt glemt. Mere vil have mere. Og sådan kører vi også. Vi minder rytterne om i finalen, at vi har vundet to etaper, så der er ikke så meget at miste for os. Den første er altid den sværeste, siger Brian Holm.

/ritzau/

 

 

Dagens Gossip