Holm og Cavendish vil i gult

For første gang i over 50 år er der lagt i ruteovnen til, at en sprinter kører sig i gult ved at vinde en massespurt på første etape, når Bastia agerer målby på Korsika lørdag eftermiddag. Den chance har Mark Cavendish tænkt sig at udnytte.

- Det er et stort, stort mål og en enorm motivation for et hold bygget op omkring etapesejre, sagde Mark Cavendish  på torsdagens presseseance på en færge i Porto Vecchios havn.

Iført sine briller så 'The Manx Missile' helt tilforladelig ud, men det bliver han ikke, når André Greipel, Marcel Kittel, Peter Sagan, John Degenkolb og de andre sprintere skal prøve at bide skeer med sportsdirektør Brian Holms verdensstjerne.

Begge havde en mindre god oplevelse med Tour de France i 2012, og de glæder sig til at erobre først og fremmest etapesejre til Mark Cavendish. Men begge parter frygter samtidig, at den 28-årige sprinter igen får en langsom start som i tidligere udgaver af Tour de France.

- Vi har før vist, at vi kan fucke det op og skal bruge tre til fire etaper på at komme i gang, lyder det bramfrit fra Brian Holm.

Uanset hvordan det går i opløbet i kystbyen Bastia på lørdag, så kender Brian Holm vennen og rytteren Mark Cavendish godt nok til, at han er klar til både at vinde etapesejre og den grønne trøje for Omega Pharma-Quickstep-holdet.   

Dagens Gossip