Holm og QuickStep i VM-triumf

I årets Tour de France måtte Brian Holm og Quickstep se en meriterende etapesejr på holdtidskørslen i Nice glide holdet af hænde med en margin på godt et halvt sekund.

Den slags kan sagtens sætte sig som et kompleks. Men at QuickStep ikke ryster på hverken hånd eller muskelmasse, beviste holdet ved at tage guld for andet år på stribe ved VM i holdtidskørsel.

Som ventet var det den tyske kraftmaskine Tony Martin, som formåede at holde trykket på den sidste kilometer af de i alt 57,2 km, der skulle tilbagelægges i Firenze.

Inden Martin sammen med Peter Velits, Sylvain Chavanel og Niki Terpstra krydsede stregen, stod australierne fra Orica-Greenedge længe som verdensmestre, men med en margin på 81/100 sekund, formåede kollektivet fra sportsdirektør Brian Holms mandskab for anden gang på stribe at rive de afgørende ressourcer ud af benene i den prestigefulde dyst.

Sølvet gik til et meget skuffet Greenedge-Orica mandskab, mens Team Sky uden Bradley Wiggins sikrede sig bronze.

Team Saxo-Tinkoff sluttede på en niendeplads, mens de danske VM-debutanter fra Team Cult Energy i det fornemme selskab kørte sig ind på en 27. plads.   

Dagens Gossip

Dagens TV