Holm om fremtid i politik: Folk er forbavsede

For Brian Holm har overvejelserne om en fremtid i lokalpolitik været på vej længe, men for omverdenen kommer torsdagens udmelding om samme som en stor overraskelse.

Holm planlægger at stille op for Konservative, og siden det blev offentligt har han fået både positive og negative reaktioner.

- Folk har været forbavsede. Folk er mere forbavsede, end jeg havde regnet med. Og så har jeg fået nogle afbud til foredrag, men det er ikke landspolitik, jeg stiller op til, og det kan jeg garantere: Det kommer ikke til at ske, siger Brian Holm.

Quick Step-sportsdirektøren garanterer også, at han vil beholde sit job i cykelsporten.

- Jeg vil ikke stoppe som sportsdirektør. Jeg vil bare give mit lille bidrag til Frederiksberg Kommune. Det har aldrig været på tale at stoppe i jobbet som sportsdirektør, siger Holm.

Tanken om at gå ind i lokalpolitik kommer fra Brian Holms ven og tidligere cykelkollega Johnny Gehlsen og rejsekongen Stig Elling, som begge er i kommunalbestyrelsen for Konservative.

- De har spurgt nogle gange, om det ikke var noget for mig, og jeg har sagt nej, fordi jeg var bange for, at jeg ikke havde tid og kunne fuldføre det. Men nu giver jeg det chancen. Det bliver spændende.

- Det, der overbeviste mig, var, at jeg er rigtig, rigtig glad for at bo på Frederiksberg, som er en grøn oase i København. Og så har jeg været rundt på kommunen med Johnny, og det er spændende at følge med i.

- Jeg har ingen mærkesag a la en cykelbane på rådhuspladsen. Jeg vil bare gerne være med til at bevare den gode stemning på Frederiksberg.

- Der er rigtig meget at lære som kommunalpolitiker, og der er rigtig meget, jeg skal gå i en stor bue udenom. For eksempel grundskyld. Det aner jeg ikke noget om. Det er en opgave, jeg vil gå meget ydmygt til.

SPØRGSMÅL: Er der nogle særlige områder, du ønsker at arbejde med?

- Selvfølgelig vil jeg gerne være med omkring sundhed og omsorg, men det er op til borgmesteren at bestemme, hvad de sætter mig til, hvis jeg kommer i kommunalbestyrelsen.

- Men det, jeg bruger mest tid på, er at tage mig af folk med kræft. Det er det, jeg bruger tid på i forvejen, siger Brian Holm. '

Der er kommunalvalg 19. november 2013.

/ritzau/

 

Dagens Gossip