Holm: Stjernerne får løn for at blive mistænkeliggjort

Skrevet af admin

16/07/2015

Mest læste i dag

Der går ikke en dag, uden Tour de Frances førende rytter, Chris Froome, bliver mødt med kritiske spørgsmål efter sine suveræne præstationer i bjergene.

Men der er ingen grund til at have medlidenhed med Sky-kaptajnen af den grund, mener sportsdirektøren hos Etixx-Quick-Step, Brian Holm.

De bedste ryttere i det professionelle cykelfelt bliver aflønnet fyrsteligt, og som en "del af pakken" må de finde sig i altid at blive mistænkeliggjort.

- Det er det særlige ved cykling, at det skal du vænne dig til. Det bliver du betalt for, og det er en del af den status, du har, siger Brian Holm.

Chris Froome har været i krydsilden, siden der dukkede en video op på YouTube i mandags, hvor man kunne se nogle af britens fysiologiske data, da han klatrede op ad Mont Ventoux i 2013.

Tallene i videoen viste en næsten overmenneskelig fysisk formåen hos Froome, og selv om det ikke er blevet afsløret, hvor videoen stammer fra, må han hver dag finde sig i mistanker og antydninger om juks og humbug.

- Men det er en del af det at være stjerne i dag. Det er simpelthen en del af livet for dem. Froome bliver beskyldt for det hver dag, og det er han og de andre topnavne vant til, siger Brian Holm.

Chris Froome har før torsdagens 12. etape er forspring på 2.52 minutter ned til nærmeste forfølger, Tejay van Garderen.

/ritzau/