Holst: Jeg fortsætter som medlem af Folketinget

Venstres Carl Holst vil fortsætte som medlem af partiets folketingsgruppe. Det siger han til Ritzau efter beslutningen om at træde tilbage som forsvarsminister.

Nu vil han tale med Venstres gruppeformand, Søren Gade, om muligheden for at få ordførerskaber, så han kan bidrage til folketingsgruppens arbejde.

- Jeg glæder mig til at give mig i kast med de opgaver, som venter der, siger Carl Holst.

Ifølge Carl Holst havde han selv truffet beslutningen, inden han tirsdag talte med statsminister Lars Løkke Rasmussen.

- Jeg ringede til Lars Løkke og sagde, at med det mediefokus, der var på sager om noget, der ikke havde med jobbet som forsvarsminister at gøre, så kunne jeg ikke både håndtere sagerne og være forsvarsminister.

- Jeg ønsker at være forsvarsminister, men sagerne betyder, at jeg ikke kan gøre det på en måde, som Forsvaret har fortjent, siger Carl Holst.

Spørgsmål: Er det din egen beslutning at træde tilbage, eller har du oplevet et pres fra personer i Venstre?

- Det er 100 procent min egen beslutning. Jeg har ikke været under noget pres. Jeg har oplevet både omsorg, venlighed og støtte blandt medlemmerne af folketingsgruppen og ministerkollegerne, siger den afgåede forsvarsminister.

/ritzau/

Dagens Gossip