Holst skal i samråd om forklaringer i spindoktorsag

En spindoktor skal normalt sørge for at holde sin minister ude af besværlige sager. Men for forsvarsminister Carl Holst (V) er hans spindoktor efterhånden ved at udvikle sig til centrum i en af den slags sager, som ministre gør alt for at undgå.

Nu kalder Socialdemokraterne forsvarsministeren i samråd om sagen, siger politisk ordfører Nicolai Wammen:

- Det er højst usædvanligt, at vi har en minister og hans nærmeste rådgiver, der siger to helt forskellige ting. Socialdemokratiet opfordrer derfor Carl Holst til at lægge kortene på bordet.

- Derfor har vi indkaldt ham til et samråd i Folketinget, hvor han skal redegøre for sagen, siger Nicolai Wammen.

Sagen handler om, hvorvidt Carl Holsts nuværende særlige rådgiver, Christian Ingemann, overtrådte reglerne, da han under valgkampen arbejde for Region Syddanmark.

Som embedsmand i regionen - og dermed betalt af skatteyderne - måtte Christian Ingemann ikke hjælpe Carl Holst med at fremme Venstres synspunkter i valgkampen.

I de seneste dage har flere medier dog bragt stadig flere eksempler på, at det tilsyneladende alligevel er sket. Blandt andet har medierne kunne fremvise mail og sms'er sendt af Christian Ingemann, hvor han tilsyneladende svarer på valgspørgsmål.

Det står i kontrast til tidligere udtalelser fra Holst, hvori han har understreget, at Christian Ingemann var ansat i et særligt projekt kaldet Smart Vækst og Velfærd.

- Han blev ansat i et job inden for "Smart Vækst og Velfærd" samt den daglige ledelsesbetjening. Jeg vil 100 procent afvise, at han har ført valgkamp for mig, sagde Carl Holst til Vejle Amts Folkeblad, da kritikken af Ingemanns rolle blev rejst første gang.

Også spindoktorens tidligere visitkort har rejst spørgsmålstegn ved Christian Ingemanns rolle.

Tirsdag skrev fyens.dk, at der ud over "kommunikationsmedarbejder" i Region Syddanmark også stod "Personlig assistent for regionsrådsformand" på visitkortet, selvom Carl Holst tidligere har afvist, at Ingemann skulle have været hans personlige assistent.

- Der er tale om en sag, der time for time bliver mere og mere alvorlig, siger Nicolai Wammen og tilføjer:

- I dag er der kommet nye oplysninger frem, der sår helt grundliggende tvivl om, hvorvidt det er sandt, når Carl Holst fastholder, at hans nuværende særlige rådgiver Christian Ingemann ikke har arbejdet som hans personlige assistent, og i den forbindelse været en aktiv del af hans folketingsvalgkamp.

Det spørgsmål håber Socialdemokraterne at få afklaret på samrådet.

/ritzau/

Dagens Gossip