Homobryllup: Modern Family-stjerne gift

Skrevet af admin

20/11/2015

Dagens topnyheder

Han spiller Mitchell og Cams notorisk single og festglade bøsseven i komedieserien "Modern Family". I virkelighedens verden er skuespiller Nathan Lane muligvis glad for fest, men han er langt fra single.

Gennem 18 år har han dannet par med kollegaen Devlin Elliott. Torsdag tog de skridtet fuldt ud og lod sig vie på rådhuset i New York. Det skriver magasinet People.

- Nathan og Devlin blev gift ved en mindre ceremoni i New York City i denne uge. Alle er ekstremt glade, fortæller skuespillerens repræsentant til magasinet.

Nathan Lane fik sit store gennembrud i komediefilmen "The Birdcage" fra 1996, hvor han spiller over for Robin Williams. Siden har han spillet et hav af roller på teater og tv.

Sidste skud på den kunstneriske stamme er en børnebog, som han har skrevet sammen med Devlin Elliott. Bogen, som hedder "Naughty Mabel" er inspireret af parrets franske bulldog.

Devlin Elliott sagde tidligere på måneden til USA Today, at han og Nathan Lane betragter hunden lidt som deres baby.

- Hun opfører sig også lidt som et barn. Det, hun allerhelst vil have, er, at du løfter hende op og holder hende som en baby, sagde Elliott til magasinet.

- Hun er lidt neurotisk og krævende til tider. Det er lidt ligesom at bo sammen med en supermodel. Og nu, da hun er blevet berømt, er det bare blevet endnu værre, tilføjede Nathan Lane.

/ritzau/FOKUS