Homoseksualitet skal på skoleskemaet i Odense

Skal børn og unge undervises i forhold mellem mænd og mænd og kvinder og kvinder. Ja, mener børn- og ungeudvalget i Odense.

De er således klar til at vedtage forslaget efter en periode med hed debat.

Det skriver TV2/Fyn.

Der har været en rasende debat i både fynske og landsdækkende medier efter socialdemokraten Tim Vermund foreslog obligatorisk seksualundervisning i homoseksualitet i de odenseanske skoler.

Men nu ser det ud til at blive en realitet efter dagens møde i børn- og ungeudvalget.

- Jeg kan konstatere, at der er et flertal for, at det bliver en fast del af seksualundervisningen her i Odense, siger SFs børn- og ungerådmand Brian Dybro til TV2/Fyn og fortsætter:

- Det er jeg rigtig glad for, ikke mindst fordi vi oplevede de her reaktionære og middelalderlige holdninger omkring homoseksuelle.

Rådmanden hentyder til udbrud fra de to løsgængere Mohammed Mansour og Dahir Jama Roobleh i forbindelse med forslaget.

- Det er et rigtigt dårligt forslag. Vi muslimer er imod homoseksualitet. Vi skal ikke snakke om det. Det er væmmeligt, lød det fra Mansour, da forslaget blev stillet.

Enhedslistens byrådskandidat Dahir Jama Roobleh kaldte forslaget en katastrofe, og det kom senere frem, at han i 2012 havde sammenlignet homoseksuelle med kameler. Han har dog senere undskyldt sine udtalelser.

Ingen af de to er med i børn- og ungeudvalget, og ifølge Tim Vermund var der stor sympati for forslaget, der blev debatteret i en god og ordentlig tone.

Der tages endelig stilling til forslaget på det næste møde i børn- og ungeudvalget.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV