Homoseksuel mand skal for første gang lede USA's militær

Skrevet af admin

18/05/2016

Dagens topnyheder

Præsident Barack Obamas bud på en såkaldt minister for den amerikanske hær er blevet godkendt af Senatet.

Dermed bliver kandidaten Eric Fanning udpeget til stillingen. Valget af ham er kontroversielt, da USA's soldater dermed for første gang nogensinde skal ledes af en erklæret homoseksuel mand.

Det skriver en række medier, herunder Reuters og Defense News.

Eric Fanning har tidligere fungeret som viceminister i det amerikanske luftvåben og været stabschef for USA's nuværende forsvarsminister, Ash Carter.

Det var et enigt senat, der godkendte kandidaten som arvtager for John McHugh. Den nuværende militærminister går på pension til november.

Særligt republikaneren John McCain, der er formand i Senatets komité for væbnede styrker, har bakket op om Eric Fanning som militærchef.

Udnævnelsen af Eric Fanning bliver kaldt historisk af organisationer, der arbejder for homoseksuelles rettigheder, skriver NBC News.

Det er ifølge Reuters otte måneder siden, at Fanning blev nomineret til stillingen, men uenigheder blandt senatorer har trukket beslutningen i langdrag.

Defense News bemærker, at ingen af senatorerne har sat spørgsmålstegn ved Eric Fannings kompetencer, men at politiske stridigheder om eksempelvis fangerne i Guantanamo i stedet har blokeret vejen.

Barack Obama har i løbet af sin tid som præsident afskaffet "don't ask, don't tell"-princippet, hvilket har gjort det muligt og ikke mindst lovligt for ansatte i militæret at tale om egen eller andres homoseksualitet.

Tidligere betød reglen, der er blevet oversat med "spørg ikke, fortæl ikke", at ledere i USA's væbnede styrker ikke måtte udspørge soldater om deres seksualitet, og bøsser og lesbiske soldater skulle lade være med at fortælle det til nogen.

/ritzau/