Homoseksuel skriver historisk kontrakt med NBA-hold

Skrevet af admin

24/02/2014

Dagens topnyheder

Den 35-årige basketballspiller Jason Collins blev den første - offentligt kendte - homoseksuelle spiller i en af de fire store amerikanske idrætsgrene, da han søndag skrev under på en 10 dage lang kontrakt med NBA-holdet Brooklyn Nets.

Collins, som er en basketballveteran med 13 års NBA-erfaring, sprang ud af skabet i april sidste år. Det skete dog først, efter at hans kontrakt med Washington Wizards var udløbet.

Han fik ikke kontrakt med andre klubber, selv om han egentlig gerne ville fortsætte karrieren.

- Vi havde behov for en større trup. Med hans erfaring og højde følte vi, at det var en rigtig beslutning at give ham en aftale på 10 dage, siger Nets-direktør Billy King.

NBA-chef Adam Silver er glad for, at Collins får mulighed for at spille basketball igen på højeste niveau.

- Jeg ved, at alle i NBA-familien er glade på hans vegne, og vi er stolte over, at vi har en inkluderende liga, lyder det fra Silver i en kommentar.

Tidligere på måneden afslørede den 24-årige college-spiller i amerikansk fodbold, Michael Sam, at han var homoseksuel.

Det forventes, at Sam bliver den første erklærede homoseksuelle spiller i den nordamerikanske liga, NFL, i næste sæson.

Det ventes derimod allerede, at Collins kan komme i aktion natten til mandag dansk tid, når Brooklyn Nets møder Los Angeles Lakers.

/ritzau/