Homoseksuelle kan risikere fængsling under vinter-OL i Rusland

Baggrunden er en omstridt russisk lov, som slår hårdt ned på »homoseksuel propaganda« ved blandt andet at gøre det muligt at straffe homoseksuelle turister - eller turister, som udtrykker støtte til homoseksualitet - med to ugers fængsel og efterfølgende udsmidning af landet. Loven, der blev vedtaget den 30. juni i Rusland, gør det også muligt at give bødestraf på op til 170.000 kroner.

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) fik ved lovens vedtagelse angiveligt en garanti fra russisk side om, at ingen atleter eller gæster til vinter-OL, der finder sted i februar 2014 i den russiske by Sochi, ville blive berørt af den. Den slags løfter har imidlertid intet på sig, siger Vitaly Milonov nu ifølge Politiken:

»Hvis en lov er blevet vedtaget af den lovgivende forsamling og underskrevet af præsidenten, så har regeringen ingen ret til at suspendere den. Det har den ikke autoriteten til,« siger Vitaly Milonov, der i sin tid tog initiativ til loven.

Vitaly Milonovs indirekte trussel mod deltagerne ved vinter-OL har pustet liv i en tidligere debat om at boykotte legene, skriver Politiken.

Hos Landsforeningen for Bøsser, Lesbiske, Biseksuelle og Transpersoner, LGBT Danmark, er man ikke nået frem til en endelig konklusion om, hvad man anbefaler, siger forperson Vivi Jelstrup:

»Nogle har foreslået inden for LGBT-grupperne, at man skulle boykotte vinter-OL. Problemet er, at så får LGBT-personerne i Rusland skylden. Så bliver de udråbt til syndebukke, hvilket jo vil forstærke det, der sker i forvejen, hvor Rusland bevæger i en mere konservativ, nationalistisk retning«.

Dansk Idrætsforbund afventer reaktionen fra IOC, siger elitechef Jesper Frigast Larsen til Ekstra Bladet:

»Det er dem, der repræsenterer os og de andre deltagerlande, så når de udsteder garantier, forholder vi os til dem. Vi vil ikke lave en isoleret boykot uden om IOC«.

Dagens Gossip