Hongkong holder vejret før kontroversiel afstemning

Skrevet af admin

17/06/2015

Dagens topnyheder

Politiske aktivister er tilbage på gaden i Hongkong, hvor man afventer en vigtig afstemning fredag om politiske reformer, der kan sikre alle voksne borgere ret til at stemme om byens kommende leder ved valget i 2017.

Den tidligere britiske koloni var sidste år i oprør, da titusinder af demonstranter krævede valgret, og det kom til voldsomme kampe med sikkerhedsstyrker i millionbyen.

Regeringen har nu stillet et forslag, der for første gang giver alle byens borgere ret til at stemme om, hvem der skal være Hongkongs næste leder ved valget om to år.

Men lovforslaget knytter sig til en afgørelse fra det kinesiske overherredømme i Beijing. Det medfører, at alle kandidater skal godkendes af en komité.

Oppositionen kalder reformforslaget for "falsk demokrati", og politikere på den fløj vil stemme imod, hvilket kan betyde, at reformen falder.

Vedtagelse kræver to tredjedeles flertal.

Myndighederne i Hongkong fastholder, at man ikke kan undslippe beslutningen fra Beijing i august sidste år.

Debatten om forslaget gik i gang i folkeforsamlingen onsdag, og foran bygningen var hundredvis af politiske aktivister samlet for at demonstrere deres utilfredshed.

Hongkong var præget af omfattende uro fra juli til december i fjor med store protestlejre og demonstrationer, hvor tusinder af mennesker deltog.

Blandt andet indtog de utilfredse borgere i en periode Mongkok-kvarteret, som politiet siden valgte at rydde efter en månedlang protestlejr.

Sidste års spændinger i Hongkong er de mest intense, siden den tidligere britiske koloni kom under kinesisk styre i 1997.

Demonstranterne krævede helt frie valg til den halvautonome kinesiske storby i 2017, men Kina har nægtet at give sig og ændre valgprocedurerne.

Som loven er i dag udpeges den politiske leder af Hongkong af en valgkomité på 1200 medlemmer. Hovedparten anses for at være tilhængere af styret i Beijing.

/ritzau/AFP